Bréfbátarigningin, translated to Danish by Erik Skyum-Nielsen.
From Papirskibsregnen:
I virkeligheden er jeg en ret jordbunden mand, men jeg har to årgange af Populær Mekanik, som jeg ofte studerer når jeg sidder alene om aftenen, og her stødte jeg på denne lysende geniale tegning af et par vinger fremstillet af sparsomme materialer. Det er nogen tid siden arbejdet sluttede, men det var først i efteråret at jeg begyndte at bruge dem for alvor.
I mørket spænder jeg vingerne på, åbner et vindue på loftet. Glashimlen tager imod mig. Under flyveturen har jeg gerne noget med at læse i, som oftest Astronomi af latinskolelærer Bjørn Jensson, en tynd gammel bog i luvslidt lilla bind. Vingerne er så viseligt indrettet at armene for det mest er frie, og jeg har en lille lommelygte med, kigger i bogen, orienterer mig tøvende mellem stjernebillederne, bevæger vingerne ganske langsomt.
Det er ikke sundt at flyve lige efter aftensmaden, så jeg gør mig det lidt hyggeligt derhjemme til hen under midnat, ser lidt fjernsyn, hælder den ene kop kaffe op efter den anden, og når det er tid at gå op ad stigen er jeg blevet lysvågen, hver af mine sanser er parat.
Byen er ikke stor. Halvsover allerede ved tolvtiden. Ganske vist lyser blålige skin hist og her ud i mørket, og hvor jeg bemærker et lysskær, lægger jeg mig ind til et vindue. Nogle gange kommer det lidt susen fra vingerne når jeg lander. Men på disse kanter er det sjældent vindstille, og ingen tager notits af lidt brusen ved vinduet.
Det forekommer at jeg uden forudgående varsel daler både ti og tyve meter hvis der er uro i luften, og det er sandt at sige sket at jeg er havareret på bølgeblikstagene der lyser mat i halvmånenatten. Under tagene ligger folk og drømmer. Jeg drømmer overordentlig sjældent. Sover kun lidt, tager mig en kort lur når jeg kommer hjem fra mine natlige rejser og har foldet vingerne omhyggeligt sammen og lagt dem i en læderkasse. Så vågner jeg og trækker knallerten frem af dens jordhule, kører uden hjelm hen ad grusvejen på vej mod byen. Jeg bor i et stort hus der knejser alene på en klippe omtrent en kilometer inden bebyggelsen. Klippen rejser sig over en sumpet slette.
Jeg arbejder på et trykkeri.
(77-78)