The novel Himnaríki og helvíti (2007), translated to Danish by Kim Lembek.
About the book:
En barsk, gribende og poetisk beretning om himmel og helvede på Islands vestkyst for hundrede år siden, hvort grænsen mellem liv og død er knivskarp når man er fisker og tager ud på havet i en åben båd med seks årer. Og som en stærk understrøm: poesiens kraft, selv om ordene til tider føles som rådvilde redningshold uden kompas og hverdagen er en kamp for at overleve.
From the book:
Så! Siger Petur med halvhøj stemme.
Så!
Det første ord der høres i båden i næsten fire timer.
Og de holder øjeblikkelig op med at ro.
De trækker vejret lige så tungt som havet under dem.
De fleste fjelde er helt forsvundet, men der skimtes to tinder, og det er dem Petur tager bestik af, båden befinder sig over fiskekisten, dér hvor der ikke er helt så dybt og havet ikke er helt så truende mørkt nedenunder.
Så! Og Arni og Petur har trukket årerne ind.
Ét eneste ord der knap nok er et ord, og som regel et fuldkommen betydningsløst ord, vi siger vel næppe så! når vi drømmer om meningen, attrår læber og berøringer, sukker vel næppe så! når vi får orgasme, siger ikke nå! når nogen forlader os, og hjertet forvandles til en hård sten. Men Petur behøver ikke sige mere. Mændene har ikke brug for ord her ude i rum sø. Torsken er ikke interesseret i ord, ikke engang i adjektiver som for eksempel fantastisk. Torsken er oberhovedet ikke interesseret i ord, og alligevel har den stort set svømmet uforandret rundt i havene i et hundrede og tyve millione år. Siger det os noget om sproget? Vi behøver måske ikke ord for at overleve, men vi har brug for ord for at leve.
Peter siger så!, kaster bøjen udenbords og begynder at lægge den første line sammen med Arni.
De fire andre ror linen ud. Dette lange stykke reb med utallige kroge, som de om aftenen havde forsynet med fersk fiskeagn, seks liner, en for hver mand, Peturs line bliver lagt ud først. Han og Arni slås korsets tegn over hver line før den lægges ud, så der ikke kommer noget ondt op fra dybet, og hvad skulle det også være? Havdybet er blottet for al ondskab, dér findes kun liv og død, men der ville utvivlsomt være behov for at slå korsets tegn over linerne mere end én gang, ja, mindst ti tusinde gange, hvis vi sænkede dem ned i menneskets sjæledyb. Den svage østenvind bliver langsomt hårdere og mere nordøstlig. Det bliver koldere. Men dog langsomt, og de er stadig rigelig varme efter roningen, en varme der ikke helt forlader de fire som ror linerne ud, men de to andre fryser, lader sig dog ikke mærke med det og beviser dermed deres styrke som måske ikker er en styrke, men simpelthen frygten for andres mening. Nogle gange er mennesket løjerligt. Linerne synker en efter en ned i det kuldeblå hav, ligger der i det stille og mørke dyb, venter på fisk og allerhelst torsk.
De seks mænd venter i båden på fisken der har svømmet rundt i havet i 120 millioner år. Dyrearter er kommet og gået, men torsken har svømmet sin slagne vej, mennesket er blot en kort periode i dens tilværelse. Torsken svømmer hele sit liv rundt med opspilet gab, så grådig at den slår alt andet, bortset fra mennesket naturligvis, æder alt den støder på og får aldrig nok, drengen talte engang 150 fuldvoksne lodder i en middelstor torsk og fik skældt huden fuld for at bruge tid på sådan noget. Torsken er gullig og kan lide at svømme, konstant på jagt efter nyt bytte, der sker ikke meget i dens liv, og en line der svæver ned med fersk fiskeagn på en krog regnes for noget af en nyhed, det er en sensation. Hvad er nu det, siger torskene til hinanden, endelig noget nyt, siger en og bider på uden videre, og så skynder de andre sig også at bide på, for ingen vil skille sig ud, fint nok at hænge her, siger den første ud gennem mundvigen, og de andre samtykker. Tiden går, derefter begynder alt at bevæge sig, de bliver trukket af sted, en eller anden mægtig kraft trækker dem op, højere og højere op i retning af himlen der snart flænges og så tager en anden verden over, fuld af underlige fisk.
(59-61)