Undan illgresinu, translated to Danish by Áslaug Th. Rögnvaldsdóttir.
From Havens hemmelighed:
Marta Maria blev pludselig klar over, hvad det var for en lugt. Kvinden var lidt fuld. Datteren i huset! tænkte hun. Hun måtte da mindst være nogle og tres år. Men hun havde helt sikkert været smuk engang og var det egentlig stadigvæk.
Befinder I jer godt her? spurgte kvinden. Hun så sig omkring til alle sider og kiggede ind i stuen.
Ja tak, sagde mor. Glimrende. Vi har jo ikke rigtig fået indrettet os endnu, men vi synes, det er udmærket.
Kvinden slukkede cigaretten og tog en ny op af en lille æske med cigaretter i alle mulige farver. Hun valgte en rød igen og tændte den.
Som I nok ved, bor ulykken i dette hus, sagde hun. Ingen har nogensinde været lykkelig her.
Marta Maria syntes stadig, at det løb hende koldt ned ad ryggen. Hun så på Daniel, der betragtede kvinden tankefuldt.
Det er nok ikke husets skyld, sagde han bestemt. Huse er hverken lykkelige eller ulykkelige. Det kan godt være, at ikke alle mennesker er lige lykkelige, men sådan er det ikke med huse.
Du er smuk, sagde kvinden. Engang får jeg vel lov til at male et portræt af dig.
Jeg er også smuk, sagde Thomas. Hvorfor er din cigaret rød?
Jeg kan godt lide farver. Jeg er maler. Verdens bedste maler.
Mor blev forlegen. Hun vidste tydeligvis ikke, hvad hun skulle stille op med den besynderlige gæst.
Hun rømmede sig. Vi er egentlig på vej hen for at spise hos min veninde, sagde hun. Marta Maria, tag Thomas med og giv ham de blå bukser på.
Jeg tager med, sagde Daniel og gik ind på sit værelse.
I er smukke, sagde kvinden. Jeg håber, I har det godt her. Som I nok ved, er Paulina her endnu. Paulina rejser aldrig herfra. Det var her, hun døde, sagde hun så og pegede ind i stuen.
Marta Maria vendte sig om i stuedøren. Hun syntes, blodet frøs til is i hendes årer, og hendes hænder blev kolde.
(40-41)